Julefilmpakke 4 for 5 år


 

Ernst på skøjter
Instruktør: Alice de Champfleury

Det er vinter, Ernst og mor skal i parken og stå på skøjter på den frosne sø. Ernst ser en sød lille skøjteprinsesse suse rundt på isen. Mor kalder, Ernst tager sit første skridt på isen, men kan ikke bremse og falder pladask foran et afspærret område, hvor isen er tynd. Ernst kommer op igen, skøjteprinsessen suser forbi ham, og Ernst følger efter hende så godt han kan.

DFI distribution. Danmark 2000. 7 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Snowys Jul
Instruktør: Gustav Kvaal

Der er to dage til juleaften. Efter at have mistet både sin mor og sit hjem er en lille hundehvalp helt alene i en sneklædt verden. Heldigvis finder to børn den forfrosne hvalp, og de forsøger ivrigt at finde et trygt og godt hjem til Snowy, inden det bliver jul. "Snowys jul" er en klassisk animationsfilm om universelle temaer som sorg og savn, forventning og glæde.

DFI distribution. Norge 2004. 11 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Prik og Plet i sneen
Instruktør: Lotta Geffenblad, Uzi Geffenblad

De to søde kaniner, Prik og Plet, sidder og kigger på det fine snevejr fra deres lille hus og beslutter sig for at gå ud i det. Men pludselig er Plet blevet væk og Prik frygter, at hans ven er forsvundet i sneen.

DFI distribution. Sverige 2008. 8 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Lili er vild med gaver
Instruktør: Siri Melchior

Lili er vild med gaver. Lidt vild med små gaver. Meget vild med store gaver. Der er både sløjfer og indpakningspapir, men allerbedst er papkassen, når man har pakket op. En papkasse, der både kan blive til skibe, kareter og luftballoner.

DFI distribution. Danmark 2015. 3 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Lillefinger - Lillebror
Instruktør: Mette Skov

Lillefingers ven Myren synes ikke altid, det er nemt at være den lille. Heller ikke når der skal pyntes juletræ.

DFI Distribution. Danmark 2015. 5 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Cirkeline: På med vanten
Instruktør: Jannik Hastrup

Cirkeline og musene Ingolf og Fredrik er ude at lege i sneen. De bygger en snemus, som det til sidst lykkes dem at skræmme katten med.

DFI distribution. Danmark 1968. 10 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Rita og Krokodille: Jul
Instruktør: Siri Melchior

Rita og Boris bager brunkager. De fortæller Krokodille alt om julemanden. Han kommer med gaver til alle børn, rige og fattige, store og små. Man skal bare tro på ham og så være artig, selvfølgelig. Boris siger, at julemanden ikke giver gaver til krokodiller. Men man skal ikke lytte til alt, hvad folk siger. Specielt ikke Boris. Kun, hvis du tror, kan der ske mirakler.

DFI Distribution. Danmark 2018. 5 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

 

  • Spilletid:
    Genre:
    Censur:
  • 49 min.
    Børnefilm
    For alle