Børnefilmpakke 18 for 6 år


 

Josefines Bondegård - Jul på gården
Instruktør: Emil Langballe

Det er snart jul, og den frække drillenisse Soffi laver ballade om natten. Josefine gør klar til julen ved at bage julekager og skrive ønskeseddel, men selvom det snart er jul, er der stadig en masse andet at gøre på gården. Familien skal udvide bestanden med nuttede tyrekalve, som skal slagtes og blive til lækre bøffer, når de er blevet store nok. Og så er der kommet nye, små kyllinger på gården.

DFI distribution. Danmark, 2015. 14 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Rita og Krokodille: Snevejr
Instruktør: Siri Melchior

Det har sneet. Rita og Krokodille skal ud og kælke. På bakken møder de Boris, som udfordrer dem til kælkekapløb. Men bakken er høj og stejl, og Rita tør ikke helt køre. Hun giver Krokodille skylden og smider ham af kælken. Da hun prøver at undskylde, er Krokodille allerede frosset til en glat istap. Pludselig begynder begge to at glide ned af bakken, Rita ovenpå Krokodilles ryg! Rita er hunderæd! Men det er også sjovt. Vennerne vinder! Sammen.

DFI distribution. Danmark 2013. 5 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Snowys Jul
Instruktør: Gustav Kvaal

Der er to dage til juleaften. Efter at have mistet både sin mor og sit hjem er en lille hundehvalp helt alene i en sneklædt verden. Heldigvis finder to børn den forfrosne hvalp, og de forsøger ivrigt at finde et trygt og godt hjem til Snowy, inden det bliver jul. "Snowys jul" er en klassisk animationsfilm om universelle temaer som sorg og savn, forventning og glæde.

DFI distribution. Norge 2004. 11 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

De små vilde: vinter
Instruktør: Laila Hodell

Tobias sidder og tegner trolde og venter på Karl, som er på vej. Han vil have ham med på troldejagt. Med bue, stok og rygsæk, går de ud i vinterlandet og leder efter spor. De ser hjort, musvåger, ræve. Det er som om hjorten holder øje med dem. De finder efterladenskaber, spor, fjer, knogler og en hjortetak, som helt sikkert stammer fra jordtrolde.

DFI distribution. Danmark 2013. 11 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Cirkeline: Højt fra træets grønne top
Instruktør: Jannik Hastrup

Det er jul, og musene og Cirkeline laver gaver, bager kager og drager til sidst ud efter et juletræ. På vejen hjem er de ved at fare vild i snevejret, men den lille nissealf hjælper dem, og alle samles til den helt store julefest.

DFI distribution. Danmark 1970. 14 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

 

  • Spilletid:
    Genre:
    Censur:
  • 55 min.
    Børnefilm
    For alle