Børnefilmpakke 10 for 3 år


 

Cirkeline: Åh, sik'en dejlig fødselsdag
Instruktør: Jannik Hastrup

Cirkeline, en lille rund pige, der bor i en tændstikæske på tegnerens bord, holder fødselsdag og får besøg af musene. Man spiser lagkage og kommer ud for forskellige "uheld", der dog ikke ødelægger den gode stemning, selv om alle til sidst har ondt i maven.

DFI distribution. Danmark 1968. 7 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Hvem er sød?
Instruktør: Jessica Laurén

Bamse og fugl har grimme farver, siger de andre bamser. Men fugl siger, at de andre bamser er fine og søde, og sådan bliver de ved at drille hinanden, indtil de heldigvis finder ud af, at alle er fine - uanset farve. Filmene i "Hvem"-serien er små film om store følelser. Lille Bamse og hendes venner leger, griner, skændes, græder og hygger i disse varme fortællinger med en god slutning for de mindste børn.

DFI distribution. Sverige 2012. 4 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Min min
Instruktør: Kasper Astrup Schröder

Storm er 2 år og skal være storebror inden længe. Storm ved ikke, hvad der venter, og bolden i mors mave ligner ikke en baby. Så fødes lillebror, og pludselig er der kommet noget i vejen. Alt er forandret, og det er ikke let at dele sin mor med nogen. Langsomt begynder Storm alligevel at få øje for lillebror, og han opdager, at lillebror kan bruges til noget. Storm bliver til sidst rigtig glad for ham og bliver til storebror.

DFI distribution. Danmark 2011. 15 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

Pipungerne - Mus på stribe
Instruktør: Tone Tarding

Saxe kan lide at tælle. Så da Sille og Saxe skal kigge efter Viggamusens unger, mener Saxe, at det er ingen sag, de tæller dem bare. Desværre er der ingen mus, som vil stå stille, og pludselig er de væk alle sammen.

DFI distribution. Danmark 2009. 5 min. Dansk tale. Tilladt for alle.

 

  • Spilletid:
    Genre:
    Censur:
  • 31 min.
    Børnefilm
    For alle